I den seneste weekend har jeg stiftet nærmere bekendtskab med Amazon EC2 – Amazons version af en cloud computing service.
For at sige det mildt er jeg imponeret over hvor let det er. Efter at have skrevet sig op til servicen, hvilket for S3 brugere som mig begrænser sig til at klikke “i agree” i en teksbox – får man adgang til AWS Management Console.
Kontrolpanelet giver mulighed for at oprette instances, samt tildele IP’er, genstarte osv. Derudover er det her man håndterer SSH nøgler til at tilkoble serverene.
Når serverne er startet, er det næsten det samme som at have en computer stående i co-lo – du har rod-adgang og kan gøre som du vil.
Gratis er det selvfølgelig ikke. Der findes forskellige måder at betale på, så man kan tilpasse sig den mængde tid man har brug for den pågældende server. Her har jeg lavet en graf på nogle forskellige måder at betale på, med den mindste server som eksempel.
Grafen viser hvordan prisen på en server udvikler sig, alt efter om du betaler et årligt gebyr, eller kun timepris. Det er tydeligt, at hvis man har tænkt sig at lade den pågældende server køre i mere end 4,5 måneder, kan det betale sig at betale det årlige gebyr.
Dermed er det ikke afgjort at det *altid* er det man bør vælge. EC2 giver mulighed for at man opretter servere og nedlægger dem igen indenfor et kort tidsrum – f.eks. i tilfælde af ekstra belastning – og her giver det god mening, udelukkende at betale timepris.
En sidste ting jeg vil nævne er installation: Dette kan foregå ved brug af et af de utallige offentlige images der er tilgængeligt i EC2 skyen – alt fra windows til fedora i utallige konfigurationer – og man kan selvfølgelig også lægge uploade sine egne hjemmestrikkede images.
Hermed vil jeg bare sige klø på. Når man betaler pr. time, er det de fleste forundt at bruge lidt småpenge på i det mindste at lege lidt med systemet, og servere er oppe på få minutter.
Gemt i:Mit























