Hvordan motiverer man sig selv til at holde sin foto-hobby i live henover vinteren? Man tager på arbejde inden der er blevet lyst og man har ikke fri før det er mørkt. Det lader ikke mange muligheder for at tage gode billeder i hverdagen.
Men der må dog være nogle muligheder for at få luftet optikken. Her er dem jeg kan komme i tanke om.
- Nat-fotografering. At tage billeder med lang lukketid af byens (og naturens) lys kan være en god øvelse der giver nogle smukke billeder. Fordelen er hér, at man kan gøre det inden aftensmad! Så har man tid til at nyde billederne samme aften med en varm kop kakao. Se 50 gode eksempler, via SmashingApps.
- Indendørs fotografering. Man kan pudse sine low-light færdigheder af, når der nu alligevel er så koldt og mørkt udenfor. Prøv om du kan tage et billede af en kat i svag belysning fra en lampe.
- Fotografere i studie. Selvom man måske ikke har det store udstyr, findes der masser af muligheder for at bruge sin blitz og lave alle mulige sjove filtre at bruge til den. De fleste kan også godt brugt noget træning i at finindstille deres optagelse med kunstigt lys. Har man udstyre, men er ikke så ferm til at bruge det, har fotografen Joey Quintero (advarsel, død-kedelig fotograf-hjemmside) lavet en (2 timers) guide til studiefotografering.
- Fotos i en Lyskasse (Lightbox). Youtube og andre sider med guides giver masser af tips og tricks til at lave dine egne lyskasser og andre skøre opsætninger, der gør det muligt at fotografere alt hvad du ejer. Inklusive børn og kæledyr.
- Få styr på fotoarkivet. Hvis din interesse for at fotografere går længere tilbage end de seneste 10 minutter, har du formentlig et arkiv med flere tusind billeder. Selvom du bilder dig selv ind at du har god orden, er der formentlig en masse arbejde tilbage som kan give dig endnu flere muligheder for at gøre brug af dem i fremtiden. Så sæt dig ned med en varm kop kaffe, og forsøg så at lave et godt system til at holde styr på hvornår, hvor, af hvad og af hvem dine billeder er taget.
- Backup, backup, backup. Dette er måske ikke et af de mest spændende tips, men det ER et af de mest fornuftige. Forestil dig at din computer brænder af, sådan rent fysisk, inden for de næste 10 minutter. Hvor mange af dine højt skattede billeder har du så tilbage? Hvad nu hvis det var dit hus? Måske var det en idé at tænke over hvordan du i fremtiden vil undgå dette. Her er det tilladt at tænke out-of-the-box – online backup er stadig på sandkasse-stadiet, så med mindre du har pengene og fiber-forbindelsen i orden ville det nok være smart at tænke på en anden måde. Hvad med en ugentlig backup på en billig ekstern harddisk som du så placere i skrivebordsskuffen på arbejdspladsen (eller i skabet i fitnessklubben). Out-of-the-box sagde den kloge mand!
Det var så mine tips. Du må meget gerne kommentere her eller på din egen blog, om mine forslag, eller komme med dine helt egne. Kom også gerne med dine rapporter fra felten, når du har været i gang med kameraet i de mørke vintermåneder.