Den første dag efter ferien har vist sig fra sin mest trivielle side. Det er en af de dage der går over i historien som en af de dage der ikke er værd at fortælle om.
Dagens lyspunkt var at min kollega havde rundstykker med.
Dagens billede er mit arbejdsbord. Det ser ud nøjagtig som da jeg forlod det sidste år.
Her et billede taget et stykke efter midnat, hvor vi befinder os midt i et intenst spil Labyrint.
Hvordan motiverer man sig selv til at holde sin foto-hobby i live henover vinteren? Man tager på arbejde inden der er blevet lyst og man har ikke fri før det er mørkt. Det lader ikke mange muligheder for at tage gode billeder i hverdagen.
Men der må dog være nogle muligheder for at få luftet optikken. Her er dem jeg kan komme i tanke om.
Det var så mine tips. Du må meget gerne kommentere her eller på din egen blog, om mine forslag, eller komme med dine helt egne. Kom også gerne med dine rapporter fra felten, når du har været i gang med kameraet i de mørke vintermåneder.
Mange har skrevet vidt og bredt om smartphone sikkerhed. De fleste konkluderer at sikkerheden er meget dårlig når det kommer til smartphones, og at den måde de fleste bruger deres telefon på, gør det endnu værre.
Da vi alle rendte rundt med en Nokia 3220 var risiko for to ting:
Skaden der kunne ske var for de flestes vedkommende begrænset, og kunne løses ved at indstille telefonen til at kræve en pin-kode når man låste den op, og at man fik sin teleudbyder til at sætte et maksimum for hvor mange penge man kan bruge med sin telefon.
I starten, da bredbånd begyndte at vinde udbredelse, var Stofanet den første udbyder for de fleste – det var før ADSL fik tilnærmelsesvis den dækning den har i dag. I kraft af at denne type forbindelse blev solgt til kunder som kun skulle bruge adgang til en enkelt computer, fulgte der ikke en såkaldt router med. Dette gjorde at disse kunder i mange år efter var de mest udsatte på nettet (ADSL blev næsten fra starten solgt med en router) – da den enkelte computer var blottet mod nettet. Som nogen kan huske, betød det at der kunne gå helt ned til 19 sekunder før en computer var inficeret med datidens populære virus, Conficker.
Nøjagtig det samme ser man i dag med smartphones. De har efterhånden de samme karakteristika som sofanetkunderne: de er computere der er tændt hele døgnet, og som kører standardsystemer. Dette betyder at de ret hurtigt vil blive det foretrukne mål for infektioner, da PC’er efterhånden bliver for godt beskyttet. Som med PC’er vil de færreste smartphone-ejere kunne opdage at de er blevet ramt af en infektion (Ligeledes ville de færreste vide hvordan de skulle fjerne sådan en infektion).
Samtidig bruges smarphones i høj grad til at koble på forskellige online services, hvilket betyder at de ofte indeholder login-oplysninger (ofte gemt uden nogen form for sikkerhed, da det er op til den enkelte programmøer, der har lavet programmet på telefonen, der skal sørge for det). Udover login oplysninger indeholder de også lokale versioner af dokumenter osv. som er blevet hentet i forbindelse med at man har brugt disse services. Dette er specielt kritisk for netbank oplysninger.
Udover problemet med infektion er der også det lokale problem med at man kan få stjålet, eller glemme, sin smartphone. PIN-koden findes stadig, men for de fleste er denne kode stadig kun rettet mod misbrug af opkald og sms’er – befrier man telefonen for sit sim-kort kan mans stadig tilgå alle de data der ligger på den, og ved hjælp at et trådløst netværk kan man også benytte sig af gemte logins.
Dette viser hvor svært det som kunde er at forholde sig til smartphone sikkerhed. Hvor man med sin featurephone kun skulle bekymre sig om misbrug af telefonabonnementet skal man nu tage stilling til.
Teleudbyderne gør idag meget lidt for at hjælpe brugeren på dette område. Køber man en internetforbindelse står de i kø for at sælge den sikreste forbindelse, men køber du et telefonabonnement lades du helt og aldeles i stikken.
Teleselskaberne kunne, i takt med at konkurrencen for at kapre smartphone-kunderne, arbejde på at tilbyde de samme services til deres telekunder som de tilbyder til almindelige internetkunder.
Eksempeltvis kunne de tilbyde:
Til sidst kan de også gøre langt mere ud af at give kunden instruktion i hvordan de sikrer sig bedst muligt – ved at benytte indstillinger som f.eks. ikke er sat op som standard, og ved at fortælle dem om risikoen ved ikke at indstille sikkerheden.
Photo af dullhunk
Mandag aften i TV2 nyhederne handlede et af indslagene indslagene igen om at vi danske mænd levede kortere end vores brødre i Norden. Selvfølgelig var en af begrundelserne at vi ikke går nok til lægen.
Det kan jeg godt give dem ret i, og jeg vil derfor kaste bolden videre til de praktiserende læger, fordi de er meget bedre tilpasset den måde kvinder benytter sig af lægen, end os mænd.
Hvis jeg har ondt et sted, eller oplever andet der har med min krop og sundhed at gøre er min første tanke, som de også nævnte i indslaget, at “Det går nok over”. Der må vi indse at der er en lang række forhindringer for at vi mænd tager til lægen, modtager den rette behandling og bagefter bliver raske.
For når vi så endelig bestemmer os for, at nu er det tid til at gå til lægen (oftes efter opfordring af nære familiemedlemmer) starter dette forhindringsløb:
Først skal vi kontakte lægen. Dette gør vi ved at vi finder vores sygesikringsbevis (det er jo rask væk et år siden vi sidst kontaktede lægehuset, og vi har jo fået ny telefon/ryddet ud i vores kontakter siden da). Vi gennemgår også den klassiske spørgerunde med: Hvilken læge skal du have en tid hos? Jens Jørgensen, Betina Bittesen eller Klaus Jensen? (Vi ved det ikke, for de sidste par gange har det jo været nogle forskellige – måske genkender vi ikke et eneste af navnene). Her burde sekretæren vide at det er én af de der mænd der ringer og at eneste mulighed for at vi får den samme læge er at hun slår op og ser hvem vi var hos sidst. Dette sker selvfølgelig ikke, for så skal hun kigge i journaler fra før det nye system de fik for et halvt år siden, længe efter vi sidst var der – så vi får den læge der nu lige har tid, så kan det jo være at vi kan huske det til næste gang igen.
Vi forsøger at ringe til lægen, for nu er vi jo lige i stemning, men nej. Man kan kun ringe mellem 8 og 9 – den tid hvor der er travlest på kontoret fordi folk drysser ind, man venter på at Outlook starter og man skal hente kaffe. Oveni det hele kan man jo ikke ringe til lægen foran alle de andre, så man forsøger at finde et sted hvor man kan tale lidt privat.
Vi ringer til lægen, og den flinke sekretær (der dog er temmelig kort for hovedet, for der er jo travlt) tager telefonen og spørger hvad der er galt. [Pauser]
En af grundende til at vi nu endelig har bestemt os at vi skal en tur til lægen er at vi efterhånden har en halvlang dosmerseddel med forskellige lidelser, flere af dem måske pinlige (tænk hæmoridelignende symptomer, mærkelig farvet urin eller måske en gevækst på en testikel der ikke burde være der), og hvad svarer vi så damen? Jo, vi vælger den mest harmløse der egentlig også er på sedlen – en indgroet storetånegl eller måske en øm skulder (begge to er formentlig nogen vi allerede ved hvordan man behandler, for vi har jo allerede spurgt google inden vi ringer til lægen).
[Fortsættelse] Vi svarer at vi har en skulder der har været øm i en uges tid (løgn, den har været øm i et halvt år, men vi vil jo ikke have kommentarer!). Hun gør det hun skal, og giver os en tid mellem tirsdag mellem 11.15 og 11.25, for sådan en øm skulder er jo ikke noget der skulle tage lang tid.
Her kan det gå galt. Hvis der kommer noget vigtigt op den dag (hvem ved, projektstatusmøde eller måske er det aftalt at nogen har kage med den dag på kontoret), og det i øvrigt ikke gør ondt lige den dag (altså, lidelserne kan sagtens være der, men hvis man ikke lige kan mærke dem, er chancen for at man husker dem ikke så stor) – så løber ens store hjerte gerne af med en og man ringer måske ind (mellem 8 og 9) og aflyser, de kan jo lige så godt give tiden til en trængende: Måske en mor med et barn der har mellemørebetændelse eller noget.
Hvis ikke man allerede er tabt her, fortsætter vi til…
Nu er det tid til at komme til lægen. Efter at være kommet lidt sent afsted, og måske har brugt lidt tid på at finde det (Vi har måske ikke været der siden vi fik vores nye sygesikringsbevis – dengang lægen skiftede adresse du ved) når vi det, hvis vi er heldige, lige på til tiden. [Pause]
Lige til tiden eksisterer ikke i verden af praktiserende læger og lægehuse: kommer man tidligere kan man komme ind når det er ens tur. Ens tur har ikke noget med den tid man har fået at gøre men derimod er når man har ramt plet i prioriteringsrækkefølgen eller hvilken model de lige bruger dén dag.
[Fortsættelse] Lige til tiden betyder at man først kommer ind efter kvinden med barnet med mellemørebetændelse (herregud, vi havde da viget pladsen for at staklen kunne komme til alligevel).
Når det er vores tur, ca. 20 minutter efter, er både vores og lægens tidsplan ved at være noget strukket, og der er dermed ikke den store chance for at alle de 10 aftalte minutter stadig er til rådighed, og når lægen endelig spørger ind til den ømme skulder er dosmersedlen med lidelder skrumpet ind til de 2-3 med højest prioritet (og med højest prioritet menes der dem der 1. gør ondt lige nu 2. som ikke kræver så meget forklaring). Konsultationen ender her med en henvisning til kiropraktor, eller en recept på noget smertestillende der er lige 15% stærkere end en panodil.
Herefter kan vi med god samvittighed sige til os selv at vi har gjort noget for vores sundhed, og hvis vi er i humør til det, benytte os af de sundhedsmuligheder vi er blevet tilbudt (henvisningen og recepten).
Et par år efter dør vi af for sent opdaget prostatakræft.
Her den anden dag blev jeg mindet om dengang jeg som elev i folkeskolen første gang stiftede bekendtskab med internettet. Mine forældre var selvfølgelig ikke moderne nok til at ville betale 70 øre i minuttet for at vi kunne kalde op med vores 14.400 bps modem så jeg kunne læse om Quake og downloade billeder af drager, så den største frihed til at surfe på nettet måtte fås på byens folkebibliotek. Min ven Kim og jeg skyndte os dengang, efter skole, at drøne ned i byen på cykel for at være de første til at reservere internetcomputeren.
Hvad var der så at finde på nettet dengang? Jo helt i starten var størstedelen af Danmark slet ikke online, så der var udelukkende udenlandske sider og usenet. Men her kunne vi søge på alle de spændende ting vi kunne forestille os – og hvis bibliotekarerne havde glemt været så flinke at undlade at låse diskettedrevet kunne vi endda få lov til at gemme et lille stykke af nettet og tage med hjem.
Der skulle desværre gå nogle år før nettet blev frit tilgængeligt, som det er i dag. Først via skolen og gymnasiet, så via de venner der var så heldige at få Flatrate ISDN og de tidlige ADSL forbindelse (Vi boede desværre alt for langt fra centralen) – for som nu at nettet er allestedsnærværende på mobilen.
Jeg må indrømme, at selvom vejret ret ofte opfører sig sært her på Als, så ligger jeg og håber at den lovede storm her i nat bliver til noget.
Faktisk er det ganske ufornuftigt af mig at ønske dette, da bilen skal forbi værkstedet i morgen, og jeg dermed må tage bussen på arbejde—men sådan er det, når man lader sit indre barn bestemme.
Endnu engang gik mediedanmark amok over vejret. Der var varslet snestorm til den helt store guldmedalje og danmarks kloge borgere havde hamstret både gummistøvler og gær! For dem der ikke var helt så trænede i at overleve en naturkatastrofe, kunne læse det hele i ekstrabladets tillæg om det samme.
Men skuffet blev de i det lille kongerige. Det eneste tegn på snestorm var ulykkesstatistikken på den sønderjyske motorvej – det var i hvert tilfælde hverken vindens styrke eller sneens mængder.
I den seneste weekend har jeg stiftet nærmere bekendtskab med Amazon EC2 – Amazons version af en cloud computing service.
For at sige det mildt er jeg imponeret over hvor let det er. Efter at have skrevet sig op til servicen, hvilket for S3 brugere som mig begrænser sig til at klikke “i agree” i en teksbox – får man adgang til AWS Management Console.
Kontrolpanelet giver mulighed for at oprette instances, samt tildele IP’er, genstarte osv. Derudover er det her man håndterer SSH nøgler til at tilkoble serverene.
Når serverne er startet, er det næsten det samme som at have en computer stående i co-lo – du har rod-adgang og kan gøre som du vil.
Gratis er det selvfølgelig ikke. Der findes forskellige måder at betale på, så man kan tilpasse sig den mængde tid man har brug for den pågældende server. Her har jeg lavet en graf på nogle forskellige måder at betale på, med den mindste server som eksempel.
Grafen viser hvordan prisen på en server udvikler sig, alt efter om du betaler et årligt gebyr, eller kun timepris. Det er tydeligt, at hvis man har tænkt sig at lade den pågældende server køre i mere end 4,5 måneder, kan det betale sig at betale det årlige gebyr.
Dermed er det ikke afgjort at det *altid* er det man bør vælge. EC2 giver mulighed for at man opretter servere og nedlægger dem igen indenfor et kort tidsrum – f.eks. i tilfælde af ekstra belastning – og her giver det god mening, udelukkende at betale timepris.
En sidste ting jeg vil nævne er installation: Dette kan foregå ved brug af et af de utallige offentlige images der er tilgængeligt i EC2 skyen – alt fra windows til fedora i utallige konfigurationer – og man kan selvfølgelig også lægge uploade sine egne hjemmestrikkede images.
Hermed vil jeg bare sige klø på. Når man betaler pr. time, er det de fleste forundt at bruge lidt småpenge på i det mindste at lege lidt med systemet, og servere er oppe på få minutter.
Så blev den endelig min, den lille hvide. Efter længere tids overvejelser slog jeg endelig vejen forbi den lille 3-bod inde i bilka og få minutter efter var jeg tusind kroner fattigere – men en vidundermobil rigere.
HTC har slet ikke skuffet mig med deres, og nu også min, Magic. Det sidste halve år har jeg slæbt rundt med en HTC 730 som endnu ikke har formået at imponere mig, så jeg har været modigt at hoppe på dem efterfølgende. Indtil videre har det været et udmærket valg, men lad os nu se 😉
Udover køb af telefon går livet sin vante gang. Lejligheden ligner mere og mere et hjem. Efter et par ture i IKEA har vi efterhånden fået plads til det meste men vi mangler dog stadig nogle af de reoler der var for høje til at have i bilen.
God vind!
Nothing Comes Easy 
You must be logged in to post a comment.